På tur i Chile

Fra Danmark til Chile – En Uforglemmelig Rejse med Kunder og Kulturelle Oplevelser 2025

Fra Danmark til Chile

En Uforglemmelig Rejse med Kunder og Kulturelle Oplevelser

I årevis har vores mission været at bringe Chiles rige kultur og unikke produkter til Danmark. Men i 2025 tog vi et dristigt nyt skridt i vores rejse. Vi vendte retningen og tog Danmark med os til hjertet af Chile. For første gang har vi udforsket dette utrolige land side om side med 21 af vores trofaste kunder. 15 aktive og oplevelsesrige dage inden for kultur, cocktails, vin, mad, musik, befolkningen, kultur og historie. Læs med her omkring vores skønne tur, og hvad vi oplevede.

3. januar, 2025

Rejsen begyndte i Kastrup Lufthavn, hvor vi mødtes, stadig lidt røde i kinderne efter en omgang sne-skrabning.

4. januar, 2025

Solen skinnede over Santiago, da vi landede. Fra 15. sal på Novotel Providencia foldede byen sig ud som et postkort. Efter en længere flyvetur, fortjente vi at spiste en lækker frokost på Pacific Oceans Restaurant, hvor vi kunne se den højeste bygning i Sydamerika: Constanera.

5. januar, 2025

Dagen startede med en frisk vandretur op ad Santa Lucía Hill – en grøn oase midt i byen med skøn udsigt over Santiago. Herefter gik turen videre på byvandring gennem gaderne, hvor vi mærkede byens puls og historie, og spiste frokost blandt lokale på det livlige marked.

Om eftermiddagen besøgte vi Sydamerikas højeste bygning, Costanera Center, hvor vi fik en guidet tur og sug i maven af udsigten. Dagen blev rundet af med middag i SkyBaren på 61. etage – med panoramaudsigt og et glas i hånden. En dag med både højder og highlights!

6. januar, 2025

Formiddagen blev brugt på San Cristóbal-højen, hvor vi nød både udsigten og den friske luft, og måske også en lille pause i skyggen.

Senere på dagen kørte vi hjem til Lucy (Maggies Søster), hvor vi blev forkælet med en lækker grillmenu i hyggelige omgivelser. Som prikken over i’et bød Lucy og hendes mand på en flot opvisning i chilensk dans, elegant, energisk og helt uimodståelig. En aften fyldt med varme, smil og kultur.

7. januar, 2025

Vi forlod Santiago og satte kursen mod syd – første stop: den charmerende by Santa Cruz. Her spiste vi frokost på det hyggelige Hotel La Plaza, inden vi gik på opdagelse i det spændende Colchagua Museum, som bød på alt fra forhistoriske fund til moderne chilensk kultur.

Efter frokost fortsatte vi rejsen til Talca, hvor Viña Aromo tog imod os med åbne arme – og åbne flasker. Vinsmagningen blev afholdt i klublokalerne på Talca Golfklub, og der blev serveret lækre pindemadder til de fine dråber. En afslappet og smagfuld afslutning på en dag fyldt med oplevelser.

8. januar, 2025

Dagen stod i vinens tegn – igen! Vi startede med et besøg hos Viña Aromos udstilling og kontor, hvor vi fik et indblik i deres historie og passion for vin. Derefter gik turen videre til produktionsfaciliteterne og de omkringliggende vinmarker, hvor vi fulgte vinens rejse fra drue til flaske.

Rundturen blev rundet af med endnu en generøs vinsmagning og en dejlig middag, hvor Aromo virkelig forkælede os. Som aftenens højdepunkt optrådte en dansetrup med imponerende og farverige danse fra både Chile og Påskeøen – en festlig og kulturel afslutning på en oplevelsesrig dag.

9. januar, 2025

Vi satte kursen nordpå igen – denne gang med Vinos Ravanal som dagens destination. Her blev vi budt velkommen med en rundvisning i vinmarkerne og en lille smagsprøve på husets vine.

Vi fik også et kig på en model af den genopbyggede vingård, før vi blev inviteret ind i ejerens private have – en grøn oase, hvor vi nød endnu mere vin og en overdådig frokost i det fri.

Som prikken over i’et havde Ravanal forberedt en overraskelse: en vinblending-konkurrence! Vi blev delt op ved fire borde og fik til opgave at blande vores egen vin ud fra tre forskellige druer. Kreativiteten flød – og det gjorde vinen også. Vinderen? Bord 3, selvfølgelig!

10. januar, 2025

Rejsen gik videre nordpå til den smukke kystby Viña del Mar, hvor palmer, havbrise og farverige bygninger bød os velkommen.

Frokosten blev nydt med udsigt over det uendelige Stillehav – en perfekt kombination af god mad og bølgernes beroligende brusen. En rolig og smuk dag ved kysten, hvor tempoet faldt lidt, og feriestemningen for alvor satte ind.

11. januar, 2025

Dagen stod i farvernes og havets tegn med en byvandring i Valparaíso – byen med de mange vægmalerier, stejle gader og fantastisk udsigt over havnen. Hver eneste mur syntes at fortælle sin egen historie, og kameraet fik travlt.

Frokosten blev igen nydt med udsigt over det majestætiske Stillehav – man bliver aldrig træt af den udsigt!

Efter maden blev det tid til at dyppe tæerne i havet… hvilket hurtigt udviklede sig til våde bukseben og grin. Stillehavet er ikke til at spøge med – men det var det hele værd.

12. januar, 2025

Vi begynde den lange rejse nordpå med offentlig transport – en bustur på ni timer, hvor landskabet gradvist skiftede karakter. Sidst på dagen ankom vi til Vallenar, hvor aftenens højdepunkt ventede.

Vi besøgte Gindestilleriet Nativo, hvor vi blev budt på hjemmelavede chilenske specialiteter – og naturligvis gin i sin reneste form. Efter maden blev der serveret forskellige drinks, og stemningen steg i takt med smagsoplevelserne. En aften med lokal charme, god mad og kreative cocktails.

13. januar, 2025

Busrejsen fortsatte videre nordpå mod Calama, gennem landskaber der skiftede fra frodige dale til mere tørre og rå omgivelser. En dag præget af bevægelse og forandring, hvor vejen i sig selv blev en del af oplevelsen.

14. januar, 2025

Dagen begyndte med et fascinerende besøg hos Chuquicamata-minen – en af verdens største åbne kobberminer. Vi startede i besøgscentret, hvor vi blev udstyret med sikkerhedsveste og hjelme, klar til at opleve minedriften på nært hold.

I en af mineselskabets busser blev vi først kørt til den forladte mineby – en ægte spøgelsesby, hvor tiden synes at være gået i stå. Herefter gik turen videre til selve minen: et enormt krater i jorden, gravet gennem mere end 115 års intensivt arbejde. Et imponerende og tankevækkende syn.

Efter besøget fortsatte vi rejsen mod San Pedro de Atacama. Undervejs passerede vi et stort solcelleanlæg midt i ørkenlandskabet – et moderne pust i det ellers rå og tidløse terræn.

15. januar, 2025

Dagen blev brugt på at udforske San Pedro de Atacama i eget tempo – en by med charme, støvede gader og små butikker, hvor tiden synes at gå lidt langsommere.

Sidst på eftermiddagen gik turen til det magiske Moon Valley (Valle de la Luna). Her vandrede vi gennem det surrealistiske landskab, formet af vind og tid, og oplevede solnedgangen fra et udsigtspunkt, hvor lyset forvandlede dalen til et glødende månelandskab. En uforglemmelig afslutning på dagen.

16. januar, 2025

En tidlig start på dagen – men det var det hele værd. Vi kørte ud i mørket for at opleve solopgangen over El Tatio-gejserne, hvor dampen steg dramatisk op fra jorden i det kolde morgenlys. Et magisk syn, hvor naturens kræfter virkelig kom til udtryk.

På vej tilbage til San Pedro blev tempoet sat ned, og vi nød det rige dyreliv i det åbne landskab – flamingoer, vicuñaer og måske et par overraskelser undervejs.

Senere blev det til en sen frokost eller tidlig aftensmad, mens regnvejret stille begyndte at falde – en sjælden gæst i ørkenen, som gav dagen en helt særlig stemning.

17. januar, 2025

Regnvejret satte en stopper for den planlagte tur – hvad vi gik glip af, ved vi ikke helt, men det viste sig at være et lykketræf. I stedet gik turen til den farverige og næsten surrealistiske Rainbow Valley, hvor naturens palet foldede sig ud i lag af rødt, grønt og lilla. En fantastisk oplevelse, som ingen havde forventet – og som ingen vil glemme.

Dagen – og rejsen – blev rundet af med en skøn afslutningsmiddag på en tagterrasse, hvor vi nød god mad, hinandens selskab og udsigten over San Pedro. En perfekt afslutning på et eventyr gennem Chile.

18. januar, 2025

Farvel kære Chile og farvel til Lucy, Fernanda og Antonio. Vi ses igen i 2026.

Sådan tilmelder du dig

Vil du med på vores næste eventyr?

Vi er allerede i gang med at planlægge vores næste rejse, og du er hjertelig velkommen til at komme med! Som et lille, passioneret firma har vi desværre kun plads til et begrænset antal deltagere. Du kan tilmelde dig interesselisten, og være blandt de første, der hører mere, når vi løfter sløret vores næste briefing-møde.